Farverige og Kærlighedsfulde billeder … med et strejf af porrer!
Ditte Forchhammer maler, fordi hun ikke kan lade være. - Og det har hun gjort siden 2006. Hovedmålet er at skabe Glæde. Hun fortæller historier, som er mere eller mindre skjulte i hendes figurative og semi-abstrakte akrylmalerier.Med tiden mere og mere abstrakte billeder. Malerierne startede med at have Kærlighed og Erotik som gennemgående temaer. Men med årene er Dittes mere åbenlyse historier blevet mere skjulte og op til beskueren selv at forestille sig til. Ditte F. ”bruger hele paletten”, elsker at lege med nuancerne. Hun maler til sin yndlings musik, og giver malerierne titler fra sangtitler hun holder særligt af. Redskaberne er naturligvis pensler og spartler … Men også porrer og forårsløg, som skaber Dittes særlige fine strejf.
Ditte Forchhammer er oprindeligt fra Fårevejle, men flyttede som ung til Hillerød, hvor hun i mange år arbejdede som folkeskolelærer og kunstner/underviser. Fornyligt er kunstneren flyttet til Kalundborg og glæder sig til at male, undervise og udstille i nye rammer.
Malet med hjerteblod
Jeg kender ikke nogen som Ditte F. denne tilsyneladende skrøbelige lille kvinde maler med en urkraft, der er omvendt proportional med hendes størrelse.
Ditte maler, fordi der er en masse fortællinger, hun skal ud med. Hun skaber kunst på samme måde, som hun lever: Kraftfuldt, lidenskabeligt, uden at holde tilbage. Hun dypper penslerne i sit hjerteblod og maler sig selv ind i malerierne, ublufærdigt, poetisk og erotisk. Musikken er en stor del af kunstnerens liv. Når vi andre sover, står Ditte op. Og mens nattens timer svinder ind, står Ditte og maler, lyttende til sine yndlingskunstnere – Leonard Cohen, Adam Cohen, Damien Rice, Glen Hansard m.fl. Ofte får hendes malerier titler efter deres sange.
Dittes malerier er fyldt med kærligheds-mennesker. Øjne, hænder, bryster, baller, ben og hjerter, der favner hinanden i en uimod-ståelig farvedans. I Dittes verden mødes mænd og kvinder med sommerfugle og hundenæser. Hendes kvinder går – som Ditte selv – med kjoler og bredskyggede hatte med slør.
Man er aldrig i tvivl om, at det er fortællinger fra hendes eget liv, man ser udfolde sig på lærredet. Her er store følelser på spil, og som hos de bedste forfattere skåner kunstneren ikke sig selv, når sjælen skal formidles videre, ofte tilsat lidt forsonende humor.
Peter Hartung, indehaver, Galleri Comicart.dk
Homo Ludens
Hos Ditte Forchhammer er det i høj grad lysten, som driver værket. Dette skal forstås på to måder;
Dels fordi Ditte har sadlet om ved at sige sit job op for i stedet at følge lysten til at blive billedkunstner på fuld tid.
Og dels fordi Ditte bestandigt inddrager lysten – den sanselige lyst – i sine værker.
Faktisk er der tale om en helt tredje version af lysten, idet Ditte Forchhammer er et nysgerrigt og legende menneske med stor appetit på at gå nye veje, eller med andre ord – lyst til at finde nye aspekter, nye vinkler og overraskende tilgange til det fag, som nu er blevet hendes levevej.
Eva Müller
Kunsthistoriker, cand. phil.